Copenhagen gets large, new venue - Danish
Til foråret åbner Københavns nye ”warehouse venue”. Et stort og råt venue dedikeret til koncerter, raves, fester og events. Spillestedet Poolen etableres i en gammel B&W-hal på Refshaleøen, som ombygges med moderne faciliteter og state-of-the-art lyd og lys. Stedet opbygges og drives af holdet, der står bag Pumpehuset og Byhaven og får en publikumskapacitet på 2500 stående gæster.
København har et flot udbud af spillesteder fra små intime scener til de store arenaer. Nu får København endelig et stort warehouse venue, hvor den rå energi og det industrielle udtryk bevares.
På eventyr i den sidste industribydel
Poolen ligger på Refshaleøen mellem en gammel tørdok (en pool) og en autoophugger. Musikelskere kender området for festivalerne Copenhell, Distortion Ø og Karrusel samt for technoklubben Hangaren. Bygningen har tidligere huset spillestedet Stagebox, men har oprindeligt været værksted for B&W. Nu har det erfarne hold bag Pumpehuset og Byhaven indgået en lejeaftale med Refshaleøens Ejendomsselskab og sat deres egne ambitioner for stedet.
Kristoffer Buck Bramsen, medejer og direktør i Poolen, fortæller: “Jeg kommer fra et musikmiljø, hvor vi rykkede ind i byens industriområder og indtog forladte fabriksbygninger. Vi omdannede lagerhaller til musiktempler for en aften, langt fra Indre Bys mainstream musiktilbud. København skiftede ham fra industriby til verdens bedste storby og mulighederne for vildskab, fest og høj musik blev begrænset. Fabrikshallerne er væk og industriområderne er blevet til beboelseskvarterer. På Refshaleøen har vi en sidste chance for at invitere på eventyr, inden området bliver absorberet af byen for altid. Med Poolen får København sit sidste store, rå warehouse venue - bare med en tjekket organisation og med faciliteter, der lever op til moderne krav fra publikum og som kan rumme de største internationale produktioner.”
Bred, kant og højt aktivitetsniveau
Selvom Poolen står på skuldrene af rave-kulturen, bliver stedet et musikalsk åbent og udfordrende sted med mange forskellige musikgenrer og events på plakaten. I samarbejde med Danmarks mange koncert-, rave- og festarrangører er ambitionen at præsentere musik mere end 100 dage om året.
Ombygningen af Poolen er i fuld gang, men bygningen kommer til at fremstå rå som den industribygning, den nu engang er.
Om den proces fortæller James Alexander Hancock, driftschef i Poolen: “Vi lader stedet være så råt som muligt. Vi kommer selvfølgelig til at sætte vores eget præg på det med moderne publikums- og produktionsfaciliteter, hvor lyd- og lyssystem i international kaliber installeres. Poolen skal rumme de helt store shows, men også undergrundens vilde subkulturer. I samspil med bygningens industrielle udtryk vil vi skabe kroge, ophold og stemning både indenfor og udenfor Poolen. Vores ambition er at forlænge oplevelsen, så den starter før selve showet og fortsætter længere, end man oplever på andre venues af denne størrelse.”
Refshaleøens udvikling
Området omkring Poolen kender mange fra de sæsonspecifikke musikarrangementer. Med Poolen får området et helårstilbud i den helt store eventklasse.
”Vi er meget glade for, at der snart igen vil blive spillet musik i det gamle panelværksted, for musik er og bliver en vigtig del af Refshaleøen. Med holdet bag Poolen er det erfarne og velrenommerede kræfter fra det københavnske musikliv, vi byder velkomne til øen, og vi glæder os til at samarbejde med dem”, siger Jes Transbøl, administrerende direktør i Refshaleøens Ejendomsselskab.
Om Poolen:
* Refshalevej 189, 1432 KBH K
* contact@poolen.dk
* www.poolen.dk
* Poolen er nu under ombygning og åbner til foråret 2024
* Publikumskapacitet: 2500
* Drives af holdet bag Pumpehuset og Byhaven